-
Jeg vil gerne gøre debut på boligmarkedet. Men jeg har ét problem
المصدر: BDK Finans / 18 مارس 2024 13:24:17 America/Chicago
Kære læser Vi bliver nok aldrig færdige med at tale om boligmarkedet. Og ej heller de nye skatteregler og medfølgende ejendomsvurderinger. I den seneste uge kom det frem, at nogle ret uheldige boligejere skal agere pantefoged og indkræve skat fra både naboer, genboer og andre i kvarteret. Skat har til gengæld meddelt, at der ikke er tale om nogen fejl. Betryggende? Langtfra. Alligevel overvejer jeg at gøre min debut på boligmarkedet. Jeg er 26 år, og selvom jeg er ny i Berlingskes privatøkonomiske spalter, har jeg i et par år haft en fast indkomst som journalist på Euroinvestor og vært på Millionærklubben. Så når alle pile peger i retning af, at jeg over tid vil blive rigere, hvis jeg dropper lejeboligen og i stedet køber mursten, virker det jo direkte dumt at betale en temmelig heftig husleje. Men der er bare et problem. Det er voldsomt dyrt at købe bolig, og det ser ud, som om mine boligdrømme smuldrer mellem hænderne på mig. Renten på boliglån er ikke længere nul, og boligpriserne er siden finanskrisen skudt i vejret. Det fik endnu mere fart i coronatiden. Og selvom økonomer havde spået prisfald på lejligheder i 2024 grundet det nye skattesystem, så er det modsatte sket. Det hele bliver ikke bedre af, at udbuddet ser ret snævert ud. København har i de seneste mange år fokuseret på at bygge store lejligheder – og det skinner igennem, når jeg ser på, hvad jeg kan få lov til at købe i hovedstadsområdet. Lad mig bare sige, at der ikke er meget at vælge imellem. Dog er der en del små kælderlejligheder i Brønshøj. Bevares, Brønshøj er fin. Men lejlighederne? Knap så fine. Med andre ord virker det, som om jeg har oddsene imod mig. Den følelse sidder jeg ikke alene med. Flere i min omgangskreds føler, at generationen før os har købt deres bolig for et par hundrede tusinde kroner og en håndfuld mandler – sat lidt på spidsen. Men faktisk har mine forældre haft lige så svært ved at få foden indenfor på boligmarkedet, som jeg og resten af den unge generation i dag har. Mine egne forældre købte hus lige inden årtusindskiftet, og dengang var den effektive rente på et 30-årigt fastforrentet realkreditlån 7,24 procent og boligbyrden omkring 25 procent. Det vil sige, at man brugte en fjerdedel af sin disponible indkomst på omkostninger til boliglån og -skat. I dag er boligbyrden lidt over 26 procent, viser tal fra Jyske Banks boligøkonom, Mikkel Høegh. Set i det lys er jeg altså nogenlunde sidestillet med mine forældre, men der er ét men. For jeg er dårligere stillet end mine forældre. Det bekræfter Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, mig i. Sagen er nemlig den, at mine forældre købte hus i Sønderborg. Jeg skal, hvis alt går vel, ind på ejerlejlighedsmarkedet i hovedstadsområdet. Netop det københavnske ejerlejlighedsmarked er lige nu historisk dyrt. Ejerlejlighederne i København er 60 procent dyrere end det historiske gennemsnit målt på boligbyrden, forklarer cheføkonomen. I det lys er det selvforskyldt, at jeg har sværere ved at komme ind på boligmarkedet end mine forældre. Hvis jeg var på boligjagt i Sønderborg, ville jeg have det nemmere end dem – forudsat at jeg kunne tage min nuværende løn med mig. Boligpriserne i min fødeby er nemlig steget markant mindre end landsgennemsnittet, siden mine forældre købte bolig, påpeger Christian Hilligsøe Heinig. Men Berlingske ligger ikke i Sønderborg. Så jeg må finde sparegrisen frem. Ugens tip Apropos at spare op – det er ikke ligegyldigt, hvor man gør det henne. Der er nemlig positive renter at hente på opsparingskonti, hvis man ser sig omkring og gør sit hjemmearbejde. Jeg har selv oprettet en opsparing, hvor jeg får 2,75 procent i rente og kan trække pengene ud, når jeg har lyst. På den måde vokser de sig altså større, end hvis de stod på min normale lønkonto, imens jeg søger efter lejlighed. Bankportalen Mybanker har et ret fint værktøj til at sammenligne renter på diverse opsparingskonti. Men måske kender du til andre værktøjer? I så fald er du velkommen til at tippe mig – det er du i øvrigt også velkommen til, hvis du har andre privatøkonomiske historier – på e-mail sist@berlingske.dk Venlig hilsen Signe Terp, privatøkonomisk journalist https://www.berlingske.dk/dine-penge/jeg-vil-gerne-goere-debut-paa-boligmarkedet-men-jeg-har-et-problem